Hvorfor bad Gud Abraham om at slå sin søn ihjel?

2„Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”

( 1. Mosebog 22:2 )

Hvordan det hele begyndte …

Guds løfte

Lad os gå tilbage i tiden og se på det, der skete mange år før. Her er en betragtning over de løfter, Gud gav Abraham dengang.

16Jeg vil velsigne hende og give dig et barn med hende. Hun skal blive stammor til mange folk — selv konger skal nedstamme fra hende.”

19„Nej, det er Sara, der skal føde din søn!” svarede Gud, „og du skal kalde ham Isak.17,19 Det betyder: „latter”.Den samme pagt skal gælde for ham og for hans efterkommere til evig tid.

21Men min pagt gælder ikke for Ishmael, men for Isak — den søn, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.”

( 1. Mosebog 17:16,19,21 )

Gud forpligter sig til at oprette en pagt med Isak, den eneste søn, Sara skulle føde. Løftet blev givet før Isaks fødsel, hvilket viser, at Gud klart havde til hensigt at bevare Isaks liv. Men lad os se, hvordan Abraham reagerede på Guds løfte.

Abraham viser mangel på tro på Guds budskab.

17Da bøjede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og tænkte: „Kan en hundredårig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?”

( 1. Mosebog 17:17 )

Abrahams handlinger vidner ikke om en stærk tro på Gud.

Abraham stoler stadig ikke på Gud.

Senere gentog Gud sit løfte til Abraham. Denne gang gav Abraham ikke udtryk for tvivl, men det gjorde Sara.

10Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”

Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. 11Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. 12Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”

13Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn?

( 1. Mosebog 18:10-13 )

Kan vi nu sige, at Abraham virkelig tror på Gud? Hvis han gjorde, ville Gud ikke have behøvet at gentage sit løfte. Desuden viser det følgende vers, at Abraham stadig ikke stoler på Gud, for han narrer Abimelek, kongen af Gerar, ved at påstå, at Sara er hans søster. Det tyder på, at Abraham var bange for, at hans død kunne bringe opfyldelsen af Guds løfte i fare, for uden ham ville der ikke komme nogen Isak.

2Han omtalte sin kone, Sara, som om hun var hans søster. Derfor sendte kong Abimelek af Gerar bud efter hende.

( 1. Mosebog 20:2 )

11„Jeg regnede med, at det her var et gudløst sted, og at man derfor uden videre ville slå mig ihjel og tage min kone,” svarede Abraham.

( 1. Mosebog 20:11 )

Et år senere opfyldte Gud sit løfte og gav Abraham en søn, præcis som han havde lovet. Ændrede denne begivenhed Abrahams tro på Gud?

Beviset på, at Abrahams tro på Gud var usædvanlig stærk – stærkere, end vi kan forestille os.

Mange år senere, da Isak var blevet voksen, kom Gud med et chokerende krav til Abraham. Overraskende nok reagerede Abraham straks og gjorde nøjagtig, som Gud havde befalet. Selv om Abraham elskede sin søn Isak, sit eneste barn med Sara, højt, holdt han ham ikke tilbage fra Gud.

2„Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”

3Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham.

9Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet.

10Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.

( 1. Mosebog 22:2,3,9,10 )

12„Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig — siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”

( 1. Mosebog 22:12 )

Dette øjeblik i Bibelen har en dyb betydning – ikke kun på grund af den etiske side, som normalt fanger folks opmærksomhed.

For det første kendte Gud Abraham fuldstændigt – hans evner og begrænsninger – før han kom med kravet. På samme måde kender Gud på forhånd ethvert menneske, før det handler eller siger noget.

2Du er klar over alt, hvad jeg gør,

du kender mine inderste tanker.

3Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,

du lægger mærke til al min færden.

4Du ved, hvad jeg vil sige,

før jeg kan nå at åbne munden.

( Salmernes Bog 139:2-4 )

Samtidig har Abraham en urokkelig tro på Gud og er sikker på, at Guds løfter vil gå i opfyldelse. Han forstår uden tvivl, at Gud vil holde sit løfte om at oprette en pagt med Isak og hans efterkommere. Derfor kan Isak efter Abrahams overbevisning ikke bare dø. Hvis døden indtræffer, stoler Abraham på, at Gud kan kalde Isak tilbage til livet eller gribe ind på en måde, der stemmer med hans løfte. Abraham giver udtryk for denne urokkelige tillid, da han siger, at både han og Isak vil vende tilbage, og forventer, at Gud selv vil sørge for det nødvendige offer.

5„Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.”

( 1. Mosebog 22:5 )

7„Far,” sagde Isak.

„Ja, min dreng.”

„Vi har brændet og ilden — men hvor er det lam, der skal ofres?”

8„Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.

( 1. Mosebog 22:7-8 )

Dette bevis på Abrahams tro bliver vist for os, Bibelens læsere, for at understrege, hvor dyb troen var hos det menneske, Gud havde udvalgt. Det fremhæver, hvor stor betydning Abrahams handlinger og tro har for os alle.

18Desuden vil alle jordens folkeslag opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere,22,18 Det hebraiske ord „i din sæd”, som her er oversat med „gennem en af dine efterkommere”, er ental og kan henvise til en enkelt søn eller efterkommer, eller til hele slægten. I ApG. 3,25 og Gal. 3,16 klargøres det, at Guds profetiske løfte henviser til Jesus som Abrahams efterkommer. Det samme hebraiske ord blev brugt i det tidligere Messiasløfte fra 1.Mos. 3,15. fordi du adlød mig!”

( 1. Mosebog 22:18 )

Abraham ofrede ikke sin søn – det var Gud, der ofrede sin …

Selv om Abraham troede, at hans søn til sidst ville være i live, vidste han ikke, hvordan eller hvornår. På en måde var Isak »død« for Abraham under den lange tre dage lange rejse til det bjerg, Gud havde udpeget, og »opstod« på den tredje dag, da rejsen var slut. Denne gribende parallel peger frem mod korsfæstelsen og opstandelsen af Guds Søn, Jesus, som blev korsfæstet og opstod på den tredje dag.

4Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne.

( 1. Mosebog 22:4 )

4at han blev begravet, og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne.

( 1. Korinterbrev 15:4 )

Uden at forstå den dybe kærlighed og gudsfrygt, der gjorde Abraham villig til at ofre sin søn, kan vi have svært ved at fatte Guds kærlighed til os. Også Gud gav sin eneste Søn, for at han skulle udholde korset for vores frelse.

16Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv.

( Johannesevangeliet 3:16 )