Hvad betyder det – »Elsk jeres fjender«?

Vi kan elske vores næste, vores familie og venner. Men hvad betyder det at elske vores fjende? Behøver vi virkelig det?

44Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.5,44 En del håndskrifter har følgende ord efter „Elsk jeres fjender” og før „forfølger”: „Velsign dem, der forbander jer. Gør godt imod dem, der hader jer. Bed for dem, der mishandler jer og…”. Ordene er sandsynligvis tilføjet senere fra Luk. 6,27-28.

( Mattæusevangeliet 5:44 )

Allerede i teorien lyder det ikke let, og i praksis virker det nærmest umuligt. Og er det virkelig nødvendigt?…

Lad os se, hvordan Jesus forklarer det.

44Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.5,44 En del håndskrifter har følgende ord efter „Elsk jeres fjender” og før „forfølger”: „Velsign dem, der forbander jer. Gør godt imod dem, der hader jer. Bed for dem, der mishandler jer og…”. Ordene er sandsynligvis tilføjet senere fra Luk. 6,27-28. 45Derved handler I som jeres himmelske Fars sande børn, for han lader sin sol skinne til gavn både for de onde og de gode, og han lader det regne både på dem, der gør hans vilje, og dem, der ikke gør. 46Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre. 47Hvis I kun hilser på dem, der hilser på jer, hvad særligt gør I så? Gør alle ikke det? 48Nej, I bør have samme kærlighed, som jeres Far i Himlen har.5,48 Mere ordret står der: „I skal være fuldkomne, ligesom jeres Far i Himlen er fuldkommen.” Men det danske ord „fuldkommen” svarer ikke til det græske og underliggende hebraiske. Det henviser til, at et mål er blevet nået, at man har opnået modenhed, eller at man er helstøbt. Schindler oversætter det som „I [skal] lære at favne lige så vidt, som jeres Far i Himlen.” Det passer godt ind som den afsluttende replik i et afsnit, der handler om at vise samme grænseoverskridende kærlighed, som vores Far i Himlen gør. Se også parallelstedet i Luk. 6,36.

( Mattæusevangeliet 5:44-48 )

Ser vi os omkring, ser vi faktisk, at alle får solskin og regn og frisk luft at indånde. Vi og vores fjender er blevet sat i denne vidunderlige verden med betagende landskaber og majestætiske dyr …

Ser vi dybere, ser vi, at vores fjender havde en mor og en far ligesom vi, hvad enten de kendte dem eller ej. Og deres forældre elskede dem sandsynligvis lige så højt, som vores forældre elskede os.

Her er et citat fra en Sherlock Holmes-bog af Arthur Conan Doyle, hvor en søster sørgede over sin dræbte bror, som tilfældigvis var en af landets farligste forbrydere ...

»For hele verden var han voldens mand, halvt dyr og halvt dæmon; men for hende forblev han altid den lille egenrådige dreng fra hendes egen pigetid, barnet, der havde klamret sig til hendes hånd.«

Kan vores fjende være en, vi faktisk elsker?

Forestil dig, hvordan vores himmelske Far blæste nyt liv i den, vi nu kalder vores fjende, tog sig af ham, mens han blev båret i sin mors liv, lod ham blive født og gav ham tøj, mad at spise og vand at drikke i alle disse år … Og nu ser han frem til at få sit fortabte barn tilbage, til at se ham smile igen og råbe til sin himmelske Far: »Far! ...« Gud elsker ham lige så højt, som han elsker os.

Lad os huske, hvordan David skånede livet for sin fjende Saul, som blev ved med at forfølge David og forsøge at slå ham ihjel.

4På det sted, hvor vejen løber forbi nogle fårefolde, gik Saul ind i en hule for at forrette sin nødtørft. Men det var tilfældigvis den hule, hvor David og nogle af hans mænd havde gemt sig længere inde.

5„Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David. „Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’ ” Da krøb David frem fra hulens indre og skar forsigtigt det nederste af Sauls kappe af, uden at Saul lagde mærke til det. 6Men bagefter fik han dårlig samvittighed over det, han havde gjort. 7„Må Gud bevare mig fra at gøre min herre noget ondt,” sagde han til sine mænd. „Jeg kan ikke slå Herrens salvede konge ihjel.”

( 1. Samuelsbog 24:4-7 )

Her er Davids ord til Saul om det:

13David fortsatte: „Lad Herren dømme imellem os! Han vil straffe dig for, hvad du har gjort imod mig. Men jeg vil ikke tage sagen i min egen hånd. 14Som ordsproget siger: ‚Ondskab er den ondes værk’. Men uanset hvor meget ondskab, du udviser, vil jeg ikke hævne mig på dig.

( 1. Samuelsbog 24:13-14 )

Et andet eksempel på, hvordan vi kan elske vores fjender, er Jesus selv. Lad os se, hvad Jesus sagde om dem, der mishandlede og korsfæstede ham.

34Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig.

( Lukasevangeliet 23:34 )

Og dette er Stefanus’ ord, da han døde efter at være blevet stenet.

54Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. 55Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. 56„Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”

57Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. 58De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,7,58 De betragtede det, Stefanus havde sagt, som blasfemi mod Gud, og ifølge 3.Mos. 24,14 var det deres religiøse pligt at stene en sådan person. men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. 59Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.

( Apostlenes Gerninger 7:54-60 )

Når vi læser en beretning som denne, forbinder vi ikke os selv med de jødiske ledere. Men hvad nu hvis det faktisk er os, der slår et uskyldigt sendebud fra Gud ihjel, fordi han afslører og anklager os? … Vi er ikke uden synd, og den stemme, der blev hævet imod os, kom ikke uden grund.

Hvad følte du over for de jødiske ledere, da du læste, hvordan de stenede Stefanus? Følte du vrede, raseri? … Hvad med at føle nåde over for dem? De prøvede jo at gøre det rette og holde sig til loven og hadede at blive afsløret i det, de ikke havde gjort rigtigt. På mange måder er vi ligesom dem, og de er ligesom os. Lad os elske dem på trods af deres fejl. Og lad os prøve at elske vores fjender, ligesom Gud elsker dem.

4Kærligheden er barmhjertig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. 5Den gør intet skamfuldt og er ikke selvisk. Den lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. 6Den sørger, hvis nogen lider uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. 7Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed.

( 1. Korinterbrev 13:4-7 )