Hvem er Jesus, og hvorfor betyder han så meget?
Hvem er Jesus?
Et menneske? En profet? Guds søn eller Gud selv? Er der noget helt særligt ved ham?
Han var hjørnestenen, som bygmestrene overså, forkastet af Toraens kyndige, en sten, som menneskeheden snublede over. Og alligevel blev han den mest berømte person, der nogensinde har levet på jorden. Hans liv og hans lære delte menneskeheden i tre store abrahamitiske religioner.
Hvad er der så særligt ved det, han gjorde for menneskeheden? Hvordan skete det, og hvorfor? Lad os finde ud af det.
En tjener, der blev lovet for længe siden
Omkring 700 år før Jesus beskrev profeten Esajas en kommende »tjener« for Gud. Læg mærke til, hvilken slags styrke han lovede.
1Herren siger: „Se min tjener, som jeg holder i min hånd, min udvalgte, som jeg er fuldt tilfreds med. Jeg lægger min Ånd på ham, han skal bringe retfærdighed til alle folkeslag. 2Han går ikke rundt og skændes, han råber ikke op i gaderne. 3Et knækket siv brækker han ikke af. Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud. Han fører retfærdigheden igennem til sejr. 4Han giver ikke op og lader sig ikke kue. Han sørger for, at retfærdigheden vil sejre på jorden. Fremmede folkeslag ser frem til, hvad han vil lære dem.”( Esajasʼ Bog 42:1-4 )
5Herren skabte himlen og jorden og alt, hvad der er i dem, og han giver liv og ånde til hele skabningen. Han er Gud, og han siger til sin tjener:6„Jeg udvalgte dig til at gøre min retfærdighed og godhed kendt. Jeg holder dig i min hånd, og jeg våger over dig. Du skal oprette en pagt med mit folk og blive et lys for alle folkeslag. 7Du skal åbne de blindes øjne og sætte dem i frihed, som er fanget i fortvivlelsens mørke.( Esajasʼ Bog 42:5-7 )
En tjener, der ikke råber, var ikke, hvad folk forventede af en befrier. Hans kraft skulle komme af mildhed og af et kald, der var større end ét folk: »lys for folkene«. Esajas skrev i en tid med krig og eksil, da håbet var skrøbeligt, og disse vers blev et af de mest dyrebare løfter i den jødiske skrift.
Ingen bonusser
Nu beskriver Esajas tjenerens hele vej, og overraskelsen er, hvor almindeligt den begynder.
13Herren siger: „Se, det skal lykkes for min tjener. Han bliver ophøjet, får ære og pris. 14-15Mange var målløse ved synet af ham, så umenneskelig ussel og mishandlet så han ud. Men de skal forundres over ham i hans herlighed. Selv konger vil tabe både næse og mund ved synet af ham. For de skal få noget at se, som ingen havde fortalt dem. De skal erfare, hvad de aldrig havde drømt om.”( Esajasʼ Bog 52:13-15 )
2Herren lod ham spire frem som en ny plante, som et rodskud op af den udtørrede jord. Han var ikke noget flot syn, ingen særlig skønhed. Der var ikke noget ved hans udseende, som gjorde ham attraktiv.( Esajasʼ Bog 53:2 )
Her er historiens kerne: Jesus kom med ingen bonusser. Bibelen giver ingen beskrivelse af hans ansigt eller bygning, og Esajas siger ikke, at hans udseende skulle tiltrække en skare. Vansirelsen i kapitel 52, vers 14 beskriver, hvad korset gjorde ved ham, ikke hans almindelige udseende. Han havde ingen tordnende stemme, intet kongeslot, ingen rigdom, ingen hær. Alt, hvad han vandt, vandt han ved kærlighed, sandhed og ydmyghed. Derfor når hans historie stadig mennesker, som ingen bonusser har selv: de fattige, de oversete, de almindelige. Hvis du nogensinde har følt dig upåagtet, så læg mærke til, hvordan han begyndte.
Foragtet, men bærer vores smerte
Dødehavsrullerne indeholder en afskrift af Esajas, som er mere end 2.000 år gammel, så disse ord blev trygt nedskrevet, før Jesus blev født.
3Han blev hadet og forkastet, hans liv var fuldt af sorg og smerte. Vi så til den anden side, når han gik forbi, vi regnede ham ikke for noget. 4Vi troede, at hans lidelser var Guds straf. Men det var vores sygdomme han tog på sig, vores lidelser han bar. 5Han blev gennemboret for vores synder og lemlæstet for vores overtrædelser. Straffen ramte ham, for at vi kunne gå fri. Ved hans sår blev vi helbredt. 6Vi var som får, der var faret vild, vi gik hver vores egen vej. Men Herren lod ham bære den straf, som vi skulle have haft.( Esajasʼ Bog 53:3-6 )
7Han blev pint og mishandlet, men var tavs som et lam, der føres til slagtning, som et får, der lader sig klippe uden at klynke. 8Han blev ydmyget, dømt og ført bort. Efterkommere har han ingen af, for hans liv på jorden endte brat. Han tog straffen for folkets skyld. 9Man ville begrave ham sammen med forbrydere, men han fik en gravplads blandt de rige, for han havde ikke gjort noget forkert og aldrig bedraget nogen.( Esajasʼ Bog 53:7-9 )
11Når han ser, hvad der kommer ud af hans lidelse, glæder han sig og føler, at det var det hele værd. Herren siger: „Min retfærdige tjener vil få frikendt mange, fordi han har sonet deres synd. 12Jeg vil belønne ham med ære og magt fordi han frivilligt gav sit liv. Han blev regnet som en synder, men han tog straffen for mange menneskers synd og gik i forbøn for de oprørske.”( Esajasʼ Bog 53:11-12 )
Esajas' »mange« og »overtrædere« er os alle sammen. Billedet er af en, der vælger at stå, hvor de sårede står, og at bære det, de ikke kan bære. De første kristne læste dette kapitel som en henvisning til Jesus; mange jøder har forstået det som en beskrivelse af Israel. Vi kan blot læse det omhyggeligt og lade det tale.
En konge af Davids slægt
To løfter mere fuldender billedet: en retfærdig konge af Davids slægt og en sten, som bygmestrene ville kaste bort.
5„Og engang i fremtiden,” siger Herren, „vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme.( Jeremiasʼ Bog 23:5 )
22Den sten, bygmestrene kasserede,er blevet selve hjørnestenen.118,22 I vers 22-25 er det sandsynligvis folket, der synger. Meningen er uklar, men kongen sammenlignes åbenbart med en byggesten, der er blevet smidt væk, men så løftes op af Herren og får hæderspladsen. Måske var det et ordsprog. Det er også en profetisk henvisning til Messias.23Det er Herren, der har gjort det,og det er forunderligt at se.( Salmernes Bog 118:22-23 )
Bygmestre formede sten til bygningens hjørne, den sten, der holder to mure sammen. At en forkastet sten bliver netop den sten, der holder det hele, er et slående billede, skrevet mange århundreder før Jesus. Det blev sunget af pilgrimme på vej op til Jerusalem, så alle på hans tid kendte det udenad.
Født uden privilegier
Jesus blev født af Davids slægt, men i en krybbe, og voksede op i Nazaret, en landsby, få lagde mærke til. Lukas fortæller om hyrder, de ydmygeste vidner, som hans første gæster. Her er, hvordan hans egne naboer så ham år senere.
55Hans far er jo en ganske almindelig håndværker! Vi kender både hans mor, Maria, og hans brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas. 56Alle hans søstre bor lige heromkring. Hvem har han så lært alt det her af?” 57Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias. Da sagde Jesus til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by og i hans eget hjem.”( Mattæusevangeliet 13:55-57 )
20Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ikke engang mit eget hjem.”( Mattæusevangeliet 8:20 )
»Tømmermandens søn« var en måde at sige på: »Vi ved præcis, hvem du er.« Deres kendskab til ham blev forhindringen. Den samme Jesus havde ikke noget hjem selv. Født ind i en fattig familie levede han omkring tredive år i stille ubemærkethed, før hans offentlige virke begyndte.
Stenen, mange snublede over
6Skriften siger det sådan:„Jeg lægger på Zions bjerg2,6 „Zions bjerg” er den høj i Jerusalem, hvor templet altid er blevet bygget, men ordet henviser nogle gange til hele Jerusalem.en udvalgt og dyrebar hjørnesten.De, der tror på ham,vil ikke blive skuffede.”2,6 Es. 28,16.7For jer, som tror på Jesus, er han den dyrebare hjørnesten. Men for dem, der nægter at tro på ham, opfyldes følgende skriftord:„Den sten, bygmestrene kasserede,blev selve hjørnestenen.”2,7 Sl. 118,22; Matt. 21,42.8„…en anstødssten, som de vil snuble over.”2,8 Es. 8,14, Rom. 9,33.De, der er ulydige mod Guds ord, snubler og falder. Sådan har Gud bestemt det.( 1. Petersbrev 2:6-8 )
Peter, en af Jesu nærmeste venner, skrev dette efter selv at have set forkastelsen, og han citerer den samme hjørnestenssalme, som vi mødte tidligere. De, der snublede, var ikke skurke; de ventede en anden slags Messias.
Stenen, der delte verden
Her er grunden til, at én mand delte verden. Tre store trosretninger har rødder hos Abraham, og hver besvarer spørgsmålet »hvem er Jesus?« forskelligt. Jødedommen anerkender ham ikke som Messias og venter stadig på, at Messias kommer. Islam ærer ham som profet og som Messias og venter hans genkomst, men tror ikke på, at han er Guds søn, eller at han døde på korset. Kristendommen bekender ham som Guds søn og frelser. På den måde delte hans liv og hans lære menneskeheden i tre store abrahamitiske religioner, og forkastelsen er der stadig i dag.
Det, der forbløffer kristne, er, at dette var forudsagt. De skrifter, som jøder og kristne har til fælles, Det Gamle Testamente, havde allerede sagt, at den lovede tjener ville blive foragtet og forkastet, som vi så i Esajas 53 og Salme 118. Esajas nævnte endda, hvem der ville snuble, og Johannes, selv jøde, fortæller os, at det skete:
14Jeg er som en helligdom og et tilflugtssted, men også som en anstødssten, som både Israel og Juda vil snuble over, en fælde, som Jerusalems indbyggere vil blive fanget i. 15Mange vil snuble og falde over den.( Esajasʼ Bog 8:14-15 )
11Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham.( Johannesevangeliet 1:11 )
Israel og Juda var netop det folk, der havde ventet længst. Jesus sørgede over det, men hans sidste ord her er ikke et farvel:
37Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger? Men I ville ikke! 38Derfor bliver jeres hus øde og forladt, 39for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke længere at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”23,39 En ordret oversættelse lyder: „før I siger: ‚Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.’ ” Dette tilråb er et citat fra Sl. 118,26, og det kendetegner en anerkendelse af, at han, som kommer, er sendt af Gud som den ventede Frelser, Messias. Tilråbet blev også brugt, da Jesus få dage forinden blev budt velkommen af en stor folkeskare som Messias (jf. 21,9).( Mattæusevangeliet 23:37-39 )
Profeterne lover også en dag med genkendelse, hvor den forkastede endelig ses for den, han er:
10Til den tid vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd over Davids kongelige slægt og Jerusalems indbyggere, og de vil få øje på ham, som de har gennemboret. De vil sørge over ham, som man sørger over sin eneste søn, og klage, som man klager over sin førstefødtes død.( Zakariasʼ Bog 12:10 )
Så for kristne er splittelsen ikke et nederlag. Den var en del af historien fra begyndelsen, og historien er ikke slut. Vi kan respektere vores medmennesker af enhver tro og alligevel venligt invitere alle til at se igen. Så hvem er han ifølge Bibelen? Her er dens eget svar, givet som en gave at overveje, aldrig som et krav.
Hvem han virkelig er
1I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.1,1 Kan også oversættes: Ordet var, hvad Gud var; Ordet var guddommeligt, var lig Gud, var som Gud eller var ét med Gud. Det græske ord logos kan betyde både ord og fornuft, og herfra har vi fået ordet logisk. I græsk tankegang var logos den fornuft, viden og samlende kraft, der lå bag skaberværket, mens det i jødisk tankegang henviste til skaberkraften, som den beskrives i 1.Mos. 1 ved at „Gud talte, og det blev skabt.” 2Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. 3Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes.14Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed — en herlighed, som den fuldkomne1,14 Eller: „enbåren”, dvs. enebarn. En søn, som var enebarn, var arving og havde en ganske særlig stilling i forhold til sin far. Det samme græske ord forekommer i vers 18. Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.( Johannesevangeliet 1:1-3,14 )
15Vi kan se den usynlige Gud ved at se hans Søn, som er Herre over alt det skabte. 16Alt i himlen og på jorden blev til og eksisterer ved hans medvirken og for hans skyld, både det synlige og det usynlige, inklusive alt, som har magt og autoritet i den åndelige verden. 17Han var til før alt andet, og alt eksisterer i kraft af ham.( Kolossenserbrevet 1:15-17 )
16Og det er bestemt en stor skat, der ligger gemt i vores gudsdyrkelse:„Han3,16 Nogle sene håndskrifter siger „Gud” i stedet for „han”. Ordet for „han” og forkortelsen for „Gud” er ens bortset fra to små streger. kom i menneskeskikkelse,vandrede i Helligåndens kraft,blev betjent af engle,forkyndt blandt folkeslagene,troet på over hele verden,taget op til Himlens herlighed.”( 1. Timoteusbrev 3:16 )
Johannes skrev sit evangelium som øjenvidne, Paulus skrev til menigheden i Kolossæ, og linjen i 1 Timotheusbrev er måske en tidlig kristen salme. Tre forfattere, én overbevisning: Skaberen selv trådte ind i menneskelivet med al dets sult og alle dets tårer. Paulus skrev Kolossenserbrevet i fængsel, hvilket gør dets tillid til Jesu storhed endnu mere slående. »Førstefødt« betyder dér først i rang og ære, ikke først skabt. Derfor kalder kristne Jesus Guds søn.
Den største valgte den laveste plads
6Han var lig med Gud,og havde ret til at fastholde den lighed.7-8Dog gjorde han ikke krav på sin ret,men gav afkald på sin guddomsmagt,tog tjenerskikkelse på og blev menneske.Som menneske ydmygede han sigog accepterede den værste død —døden på et kors.( Filipperbrevet 2:6-8 )
3Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Han vidste, at det var Gud, der havde sendt ham, og at han snart skulle vende tilbage til Gud.4Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel13,4 Det var skik, at den ansvarlige for måltidet, her Jesus, rejste sig for at vaske hænder, efter at det første bæger med vin var drukket. Det var almindeligt at være iklædt to kjortler: En lang inderkjortel uden ærmer og en lidt længere og kraftigere yderkjortel med ærmer. Yderkjortlen tog man af, når man skulle arbejde eller af andre grunde ønskede at frigøre hænder og arme. Hvis man havde brug for at løbe eller for at kunne bevæge benene mere frit, hev man op i inderkjortlen og holdt den oppe ved hjælp af et bælte. Jesus brugte her et langt håndklæde som bælte. af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. 5Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet.( Johannesevangeliet 13:3-5 )
12Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det? 13I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg. 14Når nu jeg, der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder. 15Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer.( Johannesevangeliet 13:12-15 )
På Jesu tid var det den laveste tjeners arbejde at vaske fødder, og disciplene havde netop skændtes om, hvem der var størst. Filipperbrevet 2 viser hans valg om at give afkald på kongelig bekvemmelighed; salen ovenpå viser, hvordan dette valg så ud med et håndklæde og et fad. Storhed i hans rige måles på, hvor dybt man vil bøje sig.
At tjene og tilgive
45Menneskesønnen kom heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”( Markusevangeliet 10:45 )
34Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig.( Lukasevangeliet 23:34 )
Markus' ord stammer fra Jesu egen forklaring af sit liv. Lukas' ord stammer fra selve korset, hvor den, der blev uretfærdigt behandlet, bad om nåde for dem, der gjorde ham uret. Kærlighed, der tilgiver sine bødler, er sjælden i enhver tid.
Hvad han gjorde, og hvorfor
13Han har jo frigjort os fra mørkets magt og ført os ind i sin elskede Søns rige. 14På grund af Jesu død blev alle vores synder tilgivet, og vi blev erklæret skyldfri.( Kolossenserbrevet 1:13-14 )
18Han er leder1,18 Ordret: „hoved”. for menigheden, som er hans legeme. Han er alle tings begyndelse. Han var den første til at opstå fra de døde og har førstepladsen på alle områder. 19Det var nemlig Guds plan og vilje at åbenbare hele sit guddommelige væsen gennem sin Søn, 20og Gud skabte gennem hans død på korset mulighed for fred og forsoning mellem sig selv og alt på jorden og i himlen.( Kolossenserbrevet 1:18-20 )
16Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. 17Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.( Johannesevangeliet 3:16-17 )
8Men Gud viser sin kærlighed mod os, ved at Kristus ofrede sit liv for os, mens vi stadig var syndere,( Romerbrevet 5:8 )
»Fred ved hans kors' blod« betyder, at Jesus gav sit liv frivilligt, og at hans opstandelse på tredjedagen viste, at døden ikke har det sidste ord. For kristne er dette hele historiens midte: Gud selv betaler prisen for at nå os. Mange ser kun korset som en tragedie; disse forfattere så det som historiens største kærlighedshandling. Læg mærke til motivet i hvert vers: ikke vrede, ikke pligt, men kærlighed, givet mens vi stadig var langt fra ham.
Ophøjet
9Derfor har Gud ophøjet hamog givet ham et navn og en positionhøjt over alle andre.10Alle kommer til at bøje knæ for hami himlen og på jorden og under jorden.11Og alle skal erklæretil Gud Faders ære:Jesus Kristus er Herre!( Filipperbrevet 2:9-11 )
Han, der kom uden bonusser, får den højeste ære, ikke med magt, men af Faderen. Ydmyghed var aldrig svaghed, og den sluttede ikke ved korset; den var Kongens vej hele tiden. Hvert knæ, der bøjes, er et billede på glad genkendelse, det modsatte af den forkastelse, han først mødte.
En åben dør
Efter alle disse århundreder er spørgsmålet om, hvem Jesus er, stadig det mest personlige, man kan stille. Du er velkommen til at læse evangelierne langsomt, stille dine spørgsmål og selv se efter. Jesus presser aldrig. Han inviterer blot. I Bibelens sidste bog bryder han ikke døren ned. Han banker på og venter på, at vi åbner indefra, når vi er klar.
20Hør! Jeg står uden for døren og banker på. Hvis du hører min stemme og åbner døren, så vil jeg komme indenfor, og vi kan have fællesskab med hinanden.( Johannesʼ Åbenbaring 3:20 )
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc.®
Used by permission of Biblica, Inc.® All rights reserved worldwide.