Hvorfor virker Gud så grusom over for mennesker?

I Det Gamle Testamente læser vi mange beretninger om mennesker og hele folkeslag, der måtte bære tunge konsekvenser. Disse beretninger efterlader os ofte med en tyngde i hjertet og med et stille spørgsmål: Er Gud virkelig så grusom? Det er et ærligt spørgsmål, og det fortjener et ærligt og uhastet blik.

En helt anden verden

Lad os begynde med at huske på, hvor anderledes oldtidens verden var. Det var ikke et trygt sted. Grusomhed var allestedsnærværende, livet var kort, og for de fleste mennesker var det også meget hårdt. Hvad vi end mener om dengang, bør vi læse beretningerne med det billede for øje.

I den verden udvalgte Gud ét folk til at bære hans vilje videre til de andre og til at skabe lov og orden blandt menneskene. Israel fik Toraen og Guds egen omsorg, som udskilte folket som et helligt eksempel for resten af verden. Gennem mange århundreder forsøgte Gud tålmodigt igen og igen at lede menneskeheden mod noget bedre.

Det er værd at lægge mærke til, hvor langt menneskeheden er nået siden dengang, fra tider, hvor børn blev brændt på altre, og hvor overgreb, slaveri og uretfærdighed var hverdag. Gud har kontrol over alt, men han ønsker stadig, at mennesker skal vokse. Han vil ikke ødelægge os. Han vil føre os ind i en bedre fremtid. Og som historien viser, er det meget svært at vende menneskers hjerter mod venlighed, ærlighed og uselviskhed, for folk vender hele tiden tilbage til det gamle mørke.

Lad os se på, hvad profeterne siger, i den rækkefølge, de levede i, og lade deres egne ord vise, hvad der skete.

Amos: en advarsel mod grusomhed mellem mennesker

Amos talte i det ottende århundrede før Kristus, først til folkene omkring Israel og derefter til Israel selv. Han begynder med den måde, de behandlede hinanden på. Ammon, et nabofolk, var gået i krig for at udvide sine grænser og havde gjort noget forfærdeligt mod de svageste:

13Herren siger:

„Ammon har gjort oprør gang på gang,

jeg vil ikke holde min straf tilbage.

Under et erobringstogt i Gilead

skar de maven op på gravide kvinder.

( Amosʼ Bog 1:13 )

Derefter vender Amos sig mod Guds eget folk. De var også skyldige, og den række af anklager, der følger, handler om penge og magt, der blev brugt mod de fattige:

6Herren siger:

„Israel har gjort oprør gang på gang,

jeg vil ikke holde min straf tilbage.

De sælger de fattige som slaver,

når de ikke kan betale deres gæld.

7De træder de svage ned i skidtet

og skubber de sagtmodige væk.

Far og søn krænker mit hellige navn

ved at gå ind til den samme luder,

( Amosʼ Bog 2:6-7 )

Jeremias: en lang tålmodighed og en sorg

Jeremias var profet i Jerusalem i de sidste årtier, før byen faldt til Babylon, omkring år 600 før Kristus. Mange af hans folk havde vendt sig til tilbedelsen af Baal og Molek, og børn blev ofret på altre. Læg mærke til, hvordan Gud taler om dette. Det var noget, han aldrig havde bedt om, og som han aldrig engang havde tænkt på:

5De har bygget højaltre for Ba’al og brændt deres egne børn som ofre på disse altre, en afskyelig handling, som jeg aldrig ville drømme om at kræve af dem.

( Jeremiasʼ Bog 19:5 )

Profeten beskriver også et land, der led på grund af den måde, dets folk levede på:

10Landet er fuldt af troløshed imod Herren, og derfor hænger hans forbandelse over det, så jorden tørrer ind, og græsset visner. Det er de gudløse lederes skyld, for de er onde og misbruger deres magt.

( Jeremiasʼ Bog 23:10 )

Derefter minder Jeremias folket om, hvor længe Gud havde talt til dem. I treogtyve år havde han advaret dem, og Gud havde sendt andre profeter før ham:

2-3Først sagde jeg til Jerusalems indbyggere og hele Judas folk: „I 23 år, fra kong Josias af Judas 13. regeringsår og indtil nu, har Herren givet mig mange budskaber. Jeg har trofast forkyndt jer hans ord, men I har nægtet at adlyde ham. 4Gang på gang har Herren sendt sine profeter til jer, men I har vendt det døve øre til. 5Hver gang sagde Herren: Vend om fra jeres onde tanker og handlinger, så skal I få lov til at blive i det land, Herren gav jer, for at I altid skulle bo der.

( Jeremiasʼ Bog 25:3-5 )

Konsekvenserne, da de kom, var ikke ment som slutningen på historien. Gud gav sit folk dette løfte om omsorg sammen med revselsen:

11Jeg er hos jer, og jeg vil redde jer, siger Herren. Jeg vil fuldstændigt ødelægge det folk, jeg spredte jer iblandt, men jeg vil altid bevare en rest af mit eget folk. Jeg er nødt til at straffe jer, men det er en retfærdig straf.

( Jeremiasʼ Bog 30:11 )

Han forklarer også, hvorfor revselsen var nødvendig, og taler mildt til mennesker, der mærkede smerten og ikke forstod den:

15I kan godt holde op med at græde over såret, når ingen kan behandle det. Jeg er nødt til at straffe jer på grund af jeres mange synder og store skyld.

( Jeremiasʼ Bog 30:15 )

Og der er et løfte om, at det en dag vil give mening:

24Min vrede lægger sig ikke, før den har udført mine planer. Engang i fremtiden vil I kunne forstå det.

( Jeremiasʼ Bog 30:24 )

I det næste kapitel ser vi hjertet bag det hele. Selv mens Gud irettesætter Israel, taler han om folket, som en forælder taler om sit elskede barn:

20Efraim er stadig min kære søn, siger Herren. Jeg var nødt til at straffe ham, men jeg elsker ham stadig og længes efter at vise min barmhjertighed imod ham.

( Jeremiasʼ Bog 31:20 )

På Jeremias' tid sagde folk, at børn lider for det, deres forældre har gjort. Gud svarer, at hvert menneske er ansvarligt for sine egne valg:

30Nej, den som spiser sure druer, må nu selv lide under det. Enhver skal dø for sin egen synd.”

( Jeremiasʼ Bog 31:30 )

Senere, da Jerusalem var ved at falde, talte Jeremias igen om altrene i Ben-Hinnoms dal, hvor børn blev ofret til guden Molek, og Guds sorg over det er tydelig:

35De har bygget altre for Ba’al i Hinnoms dal og bragt deres egne børn som brændofre til afguden Molok, en afskyelig handling, jeg aldrig kunne drømme om at forlange. Med deres utrolige ondskab har de nedkaldt straffen over Judas folk.”

( Jeremiasʼ Bog 32:35 )

Ezekiel: årsagerne lagt frem

Ezekiel var profet blandt de mennesker, der allerede var ført fra Jerusalem til Babylon. Hans budskaber beskriver, hvad der skete tilbage i byen. Først et billede af et land fyldt med vold:

23Gør fangelænkerne parat til mit folk, for Jerusalem er fyldt med vold, og landet er fuld af mordere.

( Ezekiels Bog 7:23 )

Folk fortalte også sig selv, at Gud hverken så eller brød sig om det. Gud svarer, at han ser det hele:

9„Både Nordriget og Sydriget har begået utrolige synder,” svarede han. „Landet er fuldt af uretfærdighed og mord. De påstår, at jeg ikke opdager noget, og at jeg har forladt mit land og mit folk.

( Ezekiels Bog 9:9 )

Ezekiel advarer om de hårde domme, der var på vej over Jerusalem, og om et overraskende formål med dem: Overlevende ville komme til Babylon, og deres fortællinger ville vise de landflygtige, at intet var sket uden grund.

21Så kan I måske forstå, hvor forfærdeligt det bliver, når jeg snart straffer Jerusalem med krig, hungersnød, rovdyr og epidemier. 22Men jeg vil lade en rest overleve og lade dem og deres børn komme til jer i Babylonien. Når I så hører om al den ondskab, de har bedrevet, vil I bedre kunne forstå, hvorfor jeg var nødt til at straffe Jerusalem så hårdt, 23og I vil kunne indse, at de fortjente den straf, de har fået.”

( Ezekiels Bog 14:21-23 )

Gud taler også om, at hans egne børn blev ofret til afguder, noget han oplevede som et svigt:

20Og som om det ikke var nok, slagtede du også de sønner og døtre, du havde født mig, og ofrede dem som føde til dine afguder. Var det ikke tilstrækkeligt, at du horede med dem? 21Var det også nødvendigt at slå mine børn ihjel og ofre dem til dine elskere?

( Ezekiels Bog 16:20-21 )

Og han minder folket om Sodoma, en by, der er berømt for sin skæbne. Årsagen, der nævnes, kan være overraskende. Det var ikke kun vold, men stolthed, velstand og at vende de fattige ryggen:

49Din søster Sodoma og hendes døtre var stolte og levede i overflod og luksus, men hjalp aldrig de fattige og nødlidende. 50De var selviske og begik afskyelige handlinger for øjnene af mig. Derfor fjernede jeg dem fra jordens overflade.

( Ezekiels Bog 16:49-50 )

Til sidst opregner Ezekiel én for én de uretfærdigheder, der fyldte Jerusalem: ledere, der dræbte, enker og forældreløse, der blev uretfærdigt behandlet, falske anklager, der sendte uskyldige i døden, og grusomhed inden for familien:

6Israels ledere misbruger deres magt til vold og mord. 7Byens indbyggere er respektløse over for forældre, undertrykker de fremmede og mishandler enker og faderløse. 8De ringeagter mine love og min helligdom, og de ignorerer mine sabbatsdage. 9Folk arresteres og dømmes til døden på grundlag af sladder. Som en del af jeres afgudsdyrkelse holder I fester og begår al slags umoral rundt omkring på offerhøjene. 10Nogle mænd har seksuelt samvær med deres mor eller stedmor, eller med en kvinde, som har menstruation. 11Mange begår ægteskabsbrud, og nogle går i seng med en svigerdatter eller halvsøster.22,11 Jf. 3.Mos. 18. 12Korruptionen florerer i byen. Der er lejemordere, sortbørshandlere, pengeafpressere og profitmagere overalt. Men mig er der ingen, der skænker en tanke, siger Herren.

( Ezekiels Bog 22:6-12 )

Hvad vi kan tage med os herfra

Når vi læser disse tekster i rækkefølge, bliver billedet tydeligere. Ulykkerne, der kom, var forudgået af lange advarsler. De fulgte efter virkelig grusomhed, især mod de svage og de unge. Og de kom fra en Gud, der taler om sit folk som sine elskede børn, som ikke finder glæde i at irettesætte dem, og som bliver ved med at love en fremtid bagefter.

Der var meget hårde tider, hvor Gud arbejdede på at få mennesker til at vende om og gøre denne verden til et bedre sted. Vi er nået langt siden dengang, og alligevel er der stadig meget at hele iblandt os i dag.

Lidelse er en del af denne ødelagte verden, og Det Nye Testamente skjuler det ikke. Det fortæller os også, at Gud ikke stod langt fra den. I Jesus trådte han ind i den, og de, der følger ham, oplever, at selv modgang kan vise hans liv:

10Vi har ar og mærker efter pisk og har været døden nær i vores tjeneste for Jesus. Men så har vi til gengæld også oplevet hans livgivende kraft.

( 2. Korinterbrev 4:10 )

Det bedste svar på de spørgsmål, disse sider rejser, er måske et ydmygt et: at læse langsomt, at stole på, at Guds tålmodighed er større, end vi kan se, og at bede ham om at gøre os til en del af helingen.