Er alting forudbestemt?

Når vi læser om vanskeligheder, der ser ud til at nærme sig menneskeheden eller vores eget liv, er det let at føle sig magtesløs, som om intet kan gøres. Nogle af os konkluderer i stilhed, at alt i livet allerede er afgjort, og at ingen anstrengelse vil ændre på det. Men er det virkelig sådan?

Bibelen giver os et mildere billede. Selv de katastrofer, Gud selv har varslet, og selv de velsignelser, han har lovet, bliver ikke altid gennemført præcis, som de blev udtalt. Ofte afhænger det af, hvordan mennesker reagerer. Overvej, hvad Gud sagde til profeten Jeremias:

7Af og til truer jeg en nation eller et folkeslag med undergang og ødelæggelse. 8Men hvis de omvender sig fra deres synd og ondskab, gør jeg ikke alvor af min trussel.

( Jeremiasʼ Bog 18:7-8 )

9Hvis jeg lover at velsigne et folk, 10men det folk så gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, får de alligevel ikke den velsignelse, jeg havde lovet dem.”

( Jeremiasʼ Bog 18:9-10 )

Gud siger, at hans varsler ikke er en låst dør. De er mere som en åben samtale, hvor vores valg bliver hørt.

En by, der lyttede

Det bedst kendte eksempel er Nineve. Jonas bragte et kort og skræmmende budskab, og folk tog det til sig:

4Jonas gik nu igennem byen og råbte en hel dag: „Om 40 dage3,4 Den græske oversættelse siger 3 dage, og det er muligvis en gengivelse af den oprindelige tekst. Tallet 3 står for Guds overnaturlige indgreb, mens tallet 40 angiver en periode, hvor man bliver sat på prøve. vil Nineve blive lagt i ruiner!”

5Nineves indbyggere tog budskabet alvorligt, og der blev udråbt en faste. Byens ledere og hele befolkningen klædte sig i sæk og aske for at vise, at de angrede deres synder.

6-9Så snart Nineves konge havde hørt Jonas’ budskab, havde han nemlig holdt rådslagning med sine ministre. De blev enige om, at følgende befaling skulle bekendtgøres over hele byen: „Kongen og hans ministre bekendtgør hermed, at ingen, hverken dyr eller mennesker, må spise eller drikke noget! Alle skal klæde sig i sæk og aske og råbe til Gud om nåde! Alle skal omvende sig fra deres ondskab og gøre ende på uretfærdighed og vold! Måske vil Gud vise barmhjertighed og ikke ramme os med sin frygtelige straf, men lade os leve.” Derefter tog kongen sin kappe af, klædte sig i sæk og aske og satte sig på jorden.

( Jonasʼ Bog 3:4-5,7-9 )

Læg mærke til ydmygheden i kongens ord: „Hvem ved? Måske vil Gud endnu ombestemme sig.“ Han havde ingen garanti, kun håb. Og det håb blev besvaret:

10Da Gud så, at indbyggerne omvendte sig fra deres ondskab, forbarmede han sig og ødelagde ikke byen, som han havde sagt, han ville gøre.

( Jonasʼ Bog 3:10 )

Hvorfor Gud advarer os

Det er værd at spørge, hvorfor Gud overhovedet advarer. Hvis en katastrofe ikke kunne undgås, ville en advarsel kun bringe sorg. Men en advarsel er en invitation. Gennem Jeremias forklarede Gud sit eget hjerte:

3Måske vil de høre efter og vende om fra deres ondskab, så jeg kan tilbageholde den straf, jeg er parat til at give dem for deres ondskab.”

( Jeremiasʼ Bog 26:3 )

13Men hvis I vil holde op med at synde imod ham og i stedet begynde at adlyde Herren jeres Gud, vil han ikke gøre alvor af den straf, han har truet jer med.

( Jeremiasʼ Bog 26:13 )

Gud ønsker ikke at bringe ulykke. Han håber at blive hørt. Desværre bliver hans tålmodighed ikke altid mødt med et svar:

7Jeg tænkte: ‚Jerusalem må da tage ved lære

og vise ærefrygt for mig.’

Havde de gjort det, havde de undgået min straf,

og byen ville ikke blive ødelagt.

Men de fremturede i deres synd,

og det blev om muligt endnu værre.”

( Zefaniasʼ Bog 3:7 )

Profeterne fik også en rolle i dette. De var der ikke for at skræmme folk, men for at give dem en chance for at vende om i tide:

6Mon ikke folk bliver bange, når der blæses alarm i byen? Mon ikke jeg står bag, når en by bliver straffet med krig? 7Men jeg skrider ikke til handling, før jeg har åbenbaret mine planer for mine tjenere, profeterne.

( Amosʼ Bog 3:6-7 )

Ydmyghed ændrer udfaldet

Bibelen viser dette mønster selv hos dem, der var kommet langt på afveje. Kong Akab, en af Israels mest plagede herskere, ydmygede sig, og Gud lagde mærke til det:

27Da Ahab hørte Elias’ profetier, rev han desperat sit tøj i stykker, tog en sæk om sig på den bare krop og fastede. Han sov endda med sækken på og gik tavs og nedtrykt omkring.

28Da sagde Herren til Elias: 29„Har du set, hvordan Ahab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig, vil jeg ikke udrydde hans slægt i hans egen levetid, men vente til hans søn overtager magten.”

( 1. Kongebog 21:27-29 )

Det samme skete med kong Rehabeam og Judas ledere:

5Så kom profeten Shemaja til Rehabeam og de judæiske ledere, der var flygtet til Jerusalem for at være i sikkerhed der, og han sagde til dem: „Herren siger: ‚I har vendt mig ryggen! Derfor vil jeg også vende jer ryggen og prisgive jer til Shishaks hær.’ ”

6Efter at kongen og lederne havde hørt det budskab, ydmygede de sig og indrømmede: „Herren er i sin gode ret til at straffe os!” 7Da Herren så deres reaktion, sendte han Shemaja tilbage til dem med følgende budskab: „Fordi I har ydmyget jer, vil jeg ikke udslette jer helt. Det bliver ikke så slemt, som det kunne være blevet, og Shishak får ikke lov til at ødelægge Jerusalem.

( 2. Krønikebog 12:5-7 )

I begge beretninger formildede et ydmygt hjerte det, der var på vej.

Hvad det betyder for os

Der er mange eksempler i Bibelen på, at Gud ændrer kurs, både med hensyn til velsignelser og genvordigheder, alt efter hvordan mennesker reagerer. Det opfordrer os til at se med åbne øjne på vores eget liv og på menneskerne omkring os. Måske taler Gud direkte til os gennem Bibelen. Måske taler han indirekte gennem de omstændigheder, vi møder. Nogle omstændigheder kan være tilrettelagt for at lære os noget. Hvis vi lærer af dem, kan vi, hvem ved, blive skånet for en hårdere lektie senere.

Og når irettesættelsen kommer, kommer den fra en kærlig hånd:

5Husk på den formaning, hvor Skriften omtaler jer som Guds børn:

„Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig,

tab ikke modet, når han sætter dig i rette.

6Det er jo dem, han elsker, han opdrager på.

Han irettesætter dem, han regner som sine børn.”12,5-6 Ordsp. 3,11-12 (LXX).

( Hebræerbrevet 12:5-6 )

Vi behøver derfor ikke fortvivle. Fremtiden er ikke en mur, men en sti, og vi er inviteret til at gå den sammen med Gud.