Gå til hovedindhold

Stoltheds rolle og den sande tro

En mand betragter ydmygt en drueklase, der vokser fra en frodig vinstok, som symbol på Jesu undervisning om, at ægte tro og åndelig frugtbarhed kommer af vores forbindelse til Gud og ikke af vores egne præstationer eller stolthed.

Vi ønsker alle at føle os respekteret og værdsat. Det er naturligt, og det er roden til vores selvværd. Stolthed er en nær slægtning til dette ønske. Den vokser, når vi vil have andre til at lægge mærke til, hvad vi har gjort, og hvad vi er blevet til. Det er ikke underligt, at Bibelen så ofte taler om stolthed. Vi har tendens til at læse de vers hurtigt og antage, at de handler om en anden. Lad os se mere nænsomt og nærmere på det. Her er tre korte vers at starte med:

32Hvis du har været så dum at ophøje dig selv,
eller hvis du har lagt ondskabsfulde planer,
så hold op med det samme.
( Ordsprogenes Bog 30:32 )
5Han nedstyrter alle de stolte,
knuser de knejsende byer,
jævner dem med jorden
og smider dem i støvet,
( Esajasʼ Bog 26:5 )
17så vi ikke skal komme på gale veje
eller blive stolte og hovmodige.
( Jobs Bog 33:17 )

Læg mærke til det sidste. Gud »holder dem tilbage fra stolthed«, og han gør det ved at tale til mennesker igen og igen, som en omsorgsfuld forælder ville gøre.

To slags stolthed

I hverdagen bruger vi ordet på to måder. Den ene er kritisk: »Han var for stolt til at hjælpe.« Den anden er varm: »Godt gået, jeg er så stolt af dig!« Den anden er almindelig i familier, hvor forældre opmuntrer børn til at blive ved og vokse. Her er de sædvanlige definitioner:

  1. En følelse af dyb glæde eller tilfredshed, der stammer fra ens egne præstationer, fra præstationerne hos dem, man står tæt på, eller fra egenskaber eller ejendele, som mange beundrer.
  2. Bevidsthed om ens egen værdighed.

Glæde over et barns succes er en god ting, og intet i Bibelen modarbejder den. Det, Bibelen advarer mod, er en bestemt slags stolthed: troen på, at »jeg gjorde det helt selv, og jeg har ikke brug for nogen«. Det er stolthed, der stoler på os selv i stedet for på Gud og andre:

10Stolthed fører kun til strid,
men at søge råd er tegn på visdom.
( Ordsprogenes Bog 13:10 )

Hvad Gud siger om denne slags stolthed

Versene nedenfor beskriver, hvordan Gud reagerer. Læg mærke til, at det mere handler om afstand end om straf. Når vi kun stoler på os selv, levner vi ham ringe plads:

12Og hvis folk endelig råber til Gud om hjælp,
svarer han dem ikke på grund af deres hovmod,
( Jobs Bog 35:12 )
28Du ophøjer de ydmyge,
men ydmyger de hovmodige.
( 2. Samuelsbog 22:28 )
6Selv om du er så umådelig stor,
tager du dig af de svage og ydmyge,
men de stolte skubber du fra dig.
( Salmernes Bog 138:6 )

Apostlen Jakob forklarer, hvorfor Gud modstår stolthed: fordi han vil give os mere.

6Men desto større er den nåde, vi får, som der står skrevet: „Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge giver han nåde.”4,6 Ordsp. 3,34 (LXX), 1.Pet. 5,5.
( Jakobs Brev 4:6 )

En konge, der sagde: »Jeg gjorde det«

Før vi drager nogen konklusioner, så lad os se på en beretning. Nebukadnezar var den mægtige konge af Babylon. Han havde en foruroligende drøm, og profeten Daniel forklarede, at Gud gav ham en advarsel. Daniel føjede en kærlig opfordring til:

24Lyt derfor til mit råd: Opgiv Deres syndige liv og gør, hvad der er ret. Hold inde med Deres ondskab og vær barmhjertig over for de fattige. Så vil det måske alligevel gå godt for Dem.”
( Daniels Bog 4:24 )

Der gik et helt år, et år med tålmodighed. Så en dag, mens kongen så ud over sin by, sagde han:

27udbrød jeg: „Se, hvor prægtig Babylon er blevet! Jeg har opført denne storslåede by og gjort den til min kongelige residens som et udtryk for min enestående magt og til ære for mig, som den store konge, jeg er.”
( Daniels Bog 4:27 )

Advarslen gik i opfyldelse næsten med det samme:

28Endnu inden jeg havde talt færdig, lød der en stemme fra Himlen: „Det skal du vide, kong Nebukadnezar, at nu bliver kongedømmet taget fra dig! 29Du vil blive udstødt af menneskenes samfund og kommer til at leve som et dyr og æde græs som kvæget. I syv år skal du leve på den måde, indtil du indser, at den almægtige Gud er Herre over alle jordens konger, og at han giver magten til hvem, han vil.”
( Daniels Bog 4:28-29 )

Nebukadnezar mistede alt, hvad han havde været stolt af. Men se, hvordan beretningen ender. Efter denne tid så han op, og han forstod, hvem der stod bag hans præstationer:

31Da syv år var gået, bad jeg Himlens Gud om nåde, og jeg fik min forstand igen. Da priste jeg den almægtige Gud og tilbad ham, som lever for evigt. Hans herredømme er evigt, og hans rige får aldrig ende. 32Alverdens nationer er intet at regne i sammenligning med ham. Han råder over en hær af engle og gennemfører sin vilje blandt jordens folk. Ingen kan sætte sig op imod ham eller gå i rette med ham.
34Derfor priser, ophøjer og ærer jeg, kong Nebukadnezar, i dag Himlens Konge. Alt, hvad han gør, er retfærdigt og godt, og han ydmyger dem, der fremturer i hovmod.
( Daniels Bog 4:31-32,34 )

Kongen lærte noget værdifuldt, og hans ære blev genoprettet. Måske kan vi lære den samme lektie mere skånsomt, blot ved at tænke over hans beretning.

Hvad med vores egen indsats?

De fleste af os er ikke konger. Men vi siger ofte: »Jeg byggede dette hus med mine egne hænder«, »Jeg startede dette firma« eller »Jeg vandt dette løb«. Er det ikke rimeligt at føle stolthed, når vi har arbejdet hårdt på noget, der betød noget for os, som et godt job, en stærk familie eller et løb?

Selvfølgelig betyder indsats noget. Men den vise forfatter af Prædikerens Bog bemærkede noget om livet, som det ser ud fra vores side: Resultater afhænger ikke kun af vores dygtighed og indsats.

11Der er en anden ting, jeg har lagt mærke til: Det er ikke altid den hurtigste, der i sidste ende vinder løbet, og det er ikke altid den stærkeste, der går sejrende ud af kampen. Den vise er ikke altid mæt, den dygtige ikke nødvendigvis rig, og den bedste ikke sikker på forfremmelse. Livet er et spil af tilfældigheder, et spørgsmål om rette tid og sted.
( Prædikerens Bog 9:11 )

Succes er aldrig helt i vores hænder. Og Jesus tilføjer en trøstende tanke. Selv de mindste detaljer i livet undslipper ikke Faderens opmærksomhed:

29Hvad sælges et par spurve for? Nogle få mønter. Alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden at jeres Far ved om det.
( Mattæusevangeliet 10:29 )

Betyder det så, at vores præstationer ikke rigtig er vores? Jesus svarer med et billede af en vinstok og dens grene. En gren skaber ikke selv sit liv. Den modtager det fra vinstokken, og frugt vokser af denne forbindelse. Han gentager den samme tanke to gange med lidt forskellige ord, så vi ikke går glip af den:

4Afbryd ikke forbindelsen til mig, så vil jeg heller ikke afbryde forbindelsen til jer!15,4 Mere ordret: „Bliv i mig, og jeg bliver i jer.” Ligesom grenene på en vinstok kun kan bære frugt, hvis de bliver på stokken, sådan kan I kun bære frugt, hvis I bliver i mig og henter jeres kraft fra mig.
( Johannesevangeliet 15:4 )
5De, der bliver i mig, bærer megen frugt, men uden mig kan I intet udrette.
( Johannesevangeliet 15:5 )

Det er ikke meningen, at det skal få vores indsats til at føles lille. Det betyder, at vores evner, ideer og kræfter er gaver. Bibelen siger det klart:

17Derved ville han undgå, at folket i fremtiden ville tro, at deres fremgang skyldes dem selv og deres egen dygtighed. 18Husk altid på, at jeres velstand kommer fra Herren, jeres Gud, der trofast holder fast ved den pagt, han oprettede med jeres forfædre.
( 5. Mosebog 8:17-18 )

Tro: at læne sig op ad Gud

Stolthed siger: »Jeg gjorde det selv.« Troen siger: »Tak, jeg kunne ikke have gjort det uden dig.« Tro er tillid, og tillid træder nænsomt i stedet for selvhævdelse:

5Stol på Herren af hele dit hjerte,
følg ikke kun dine egne tanker.
6Søg Guds vilje i alt, hvad du gør,
så vil han lade livet lykkes for dig.
( Ordsprogenes Bog 3:5-6 )

Den træder også i stedet for bekymring. Når vi holder op med at bære det hele alene, finder vi en fred, der overrasker os:

6Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn.
( Filipperbrevet 4:6 )

Og den giver os en ny måde at glæde os på. Vi er frie til at være glade for vores arbejde og til at dele æren:

31Jo, det skal jeg sige jer: I skal gøre alting til Guds ære! Også når I spiser og drikker.
( 1. Korinterbrev 10:31 )
31Dermed opfyldes Skriftens ord: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”1,31 Jf. Jer. 9,22-23.
( 1. Korinterbrev 1:31 )

Lad os derfor acceptere vores begrænsninger uden skam og finde trøst i at vide, at vi kan læne os op ad Jesus. Han går med os gennem enhver vanskelighed. Når stoltheden hvisker, at vi må klare det hele alene, kan vi svare: Der er én, vi kan stole på.

Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)